Fødselsforberedelse Bornholm

Er du til forberedelse sammen med andre gravide på et lille hold eller vil personlig forberedelse i dit hjem, være det rigtige for dig?

Kontakt mig hvis du er i tvivl, så finder vi den rigtige løsning til dig. Herunder kan du læse mere om hvad vi gennemgår på holdet. En personlig forberedelse, vil blive skræddersyet efter dine behov, både med indhold og varighed.

Bliv klar til din fødsel med grundig og nærværende fødselsforberedelse på et lille hold med andre gravide. Du vil få viden om fødslens faser, udtryk og hvad du kan gøre undervejs for at styrke fødslens naturlige flow. Der vil være enkelte øvelser om fx hvordan du styrker ryggen, føde-/hvilestillinger og mentalt styrkende afspænding. Vi vil også komme ind på eventuelle komplikationer, smertelindring, første tid med baby, amning, kvindekroppen efter fødslen og meget mere.

Forløbet består af 4 gange inden fødslen og 1 gang efter fødslen. Du kan både komme alene eller tage din partner med, de gange han/hun kan.

Undervisingen vil foregå i Rønne.

Pris for et forløb på 10 timer: 2100kr

Kontakt mig for at høre om næste hold

sms 61400110 eller e-mail ctm.hansen@gmail.com

Jeg glæder mig til at sende dig trygt videre til én af dit livs vigtigste begivenheder, fuld af tillid til dig selv og din krop.

Jeg ønsker at skabe en nærværende undervisning hvor vi kan lære hinanden at kende og bruge hinandens erfaringer. Vi er alle forskellige og kommer med hver vores baggrund og udfordringer, men her er der plads til det hele. Det kan være du har en tidligere dårlig oplevelse med dig, eller har en specifik frygt fra noget du har hørt. Det kan også være at du allerede er fuld af tillid til din krop og til fødslen og bare glæder dig til at føde. Du har måske født før og har haft en rigtig god oplevelse. De gode historier forsvinder ofte i respekt for dem der har haft det svært, men vi har brug for de gode historier for at kunne tro på hvordan virkeligheden også kan se ud. Især når det gælder fødsler.

Fødselsforberedelse modul 1: Oxytocin og hvad der skal til, for at kroppen kan føde.

Vil handle om at forstå den indre kraft der ligger i os som kvinder og i fødslen. Fødslen er noget der sker i kroppen og kroppen reagerer på forskellige situationer og indtryk, der både kan være med til at bremse fødslen eller sætte gang i et naturligt flow.

Hvordan støtter vi kroppen og det naturlige flow? Hvad kan du og din partner selv gøre for at sætte gang i fødehormonerne?

Øvelser: hvordan hjælper vi baby til at indtage en optimal position i bækkenet, mens vi er gravide? Samt en styrkende øvelse for ryggen som nemt bliver øm og træt med den ekstra vægt fra baby og de ændringer der sker i kroppen.

Hvor gang slutter af med en dyb afspænding, hvor du bliver styrket mentalt til fødslen. Gennem visualisering tager du kontakt til din baby og den forestående fødsel hvor du er fuld af tillid, styrke og kraft.


Fødselsforberedelse modul 2: Fødslens faser

Hver gang vil vi tage en runde, hvor vi hører hvad der rører sig hos dig, hvis du har lyst til at dele, hvilke tanker eller spørgsmål der kunne være fra sidste gang.

Hvad sker der når fødslen går igang? Hvornår? Hvordan føles det i kroppen? Hvad kan du gøre?

Bevægelser og fødestillinger under fødslen og deres betydning.

Hvordan ser de forskellige faser af fødslen ud. Hvad sker der i kroppen, hvordan føles det, hvad kan du gøre? Det er ikke kun kropsligt at der er forskellige faser, men du vil også opleve at dit sind bevæger sig gennem forskellige følelsesmæssige faser. Det vil hjælpe dig til at komme igennem de fysiske udfordringer, men ikke mindst til at være følelsesmæssigt åben og sårbar i mødet med jeres baby.


Fødselsforberedelse modul 3: Pressefasen og ønskelisten

En øvelse i at give slip. I vores hverdag og gennem de flestes opdragelse, har vi lært at vi skal holde igen og holde sammen på rigtig meget af det der sker i vores krop og kommer fra vores krop. Men når vi skal føde skal vi pludselig give slip på det hele i et fremmed rum med fremmede mennesker, for også at kunne give slip på vores baby.

Ve-mestring og smertelindring. Veerne er kraftfulde, intense kræfter der krammer din baby ned gennem bækkenet og ud i jeres arme. Forskellige teknikker kan hjælpe dig med at holde fokus og nulstille mellem veerne, så du får følelsen af at kunne mestre dem og beholde din indre kontrol. Vi vil også tale om forskellig smertelindring – både naturlig og medicinsk som kan være lige præcis det, den her fødsel har brug for.

Hvad er partnerens rolle og hvordan støtter han/hun bedst op om den fødende?

Fødebrev: Vi vil gennemgå hvad der kan være en gode ide at overveje at få skrevet ned i et fødebrev til jeres jordemoder. Hvilken stemning og hvilke værdier der er vigtige for netop jer. Hvad kan der stå på en ønskeliste.

Vi vil komme ind på hvilke komplikationer der kan opstå under fødslen og hvad der sker, hvis fødslen bevæger sig i en anden retning end I havde drømt om eller forventet.


Fødselsforberedelse modul 4: Den første tid efter fødslen, amning og igangsættelse

Hvad sker der den første tid efter fødslen: moderkage, tilbud om indsprøjtninger til både dig og baby, afnavling, den første time.

Amning: hvordan kommer du godt fra start med amningen, hvad gør baby og hvad skal du gøre. Det er for de fleste et stort arbejde at få amningen til at fungere i starten. Men hvis du kommer godt fra start allerede lige efter fødslen, ved hvad du skal være opmærksom på og har god opbakning, er der gode chancer for at det lykkes.

Vi vil komme ind på hvordan din krop har det efter fødslen og hvordan du kan have det mentalt med påvirkning af hormoner og nye forventninger til dig selv i din nye rolle.

Den første tid med jeres fantastiske baby.

Din fødsel nærmer sig og vi taler om igangsætning både naturlig og medicinsk.


Fødselsforberedelse modul 5: Fødselsberetninger, babybæring og trivsel hos baby

Efter fødslen: vi aftaler en dag efter alle har født. Vi har lært hinanden at kende mens babyerne endnu lå i maven og har delt tanker, frygt og glæder. Nu skal vi mødes og se de små der lå derinde og høre hvordan fødslerne gik. Som med alle andre af livets store begivenheder, er det meget givtigt at få delt ens oplevelse, især med nogle man føler sig trygge ved og som forstår ens situation og følelser.

Hvordan er det at være blevet mor, måske for første gang eller også er der ældre søskende du også skal tage dig af.

Babybæring – hvilke fordele er der, hvad skal du være opmærksom på og hvordan kommer du igang. Hav gerne et bæreredskab med, så kan vi øve.

Hvordan kan du afhjælpe problemer med ondt i maven hos baby, søvnproblemer og forkølelse med akupressur (tryk og massage på forskellige steder på kroppen)